Københavnske børn og unge undersøges

Dato:   19-11-2009

 


I november modtager 20.000 københavnske familier et spørgeskema, der omhandler deres børns sundhedsadfærd. Der spørges blandt andet til børn og unges livsstil og trivsel, og undersøgelsens resultater vil få stor betydning for det fremtidige arbejde med sundhed i København.


Besvarelserne af de 20.000 spørgeskemaer vil samlet set komme til at udgøre en københavnsk børne-sundhedsprofil, som vil give et godt øjebliksbillede af både sundhedsadfærd og trivsel blandt københavnske børn og unge. Derudover vil sundhedsprofilen, når den gentages, kunne bruges til at monitorere udviklingen indenfor området, og endelig kan profilen være et godt redskab, når kommunens medarbejdere fremover planlægger initiativer og indsatser, der kan påvirke sundheden blandt børn og unge.

Spørgeskemaerne udsendes til alle københavnske børn og unge, som i år fylder enten 3, 6, 11 eller 15 år. Skemaerne modtages med posten, og for de 3 og 6 årige er det forældrene, der skal udfylde skemaerne, mens de unge på 11 og 15 år selv skal udfylde skemaerne. For de unge der selv udfylder spørgeskemaerne, kan forældre og andre voksne dog have en stor rolle i forhold til motivation.


Spørgeskemaundersøgelsen er en af indsatserne under overskriften ’Øget sundhed for børn’.


Fakta Om ’Øget sundhed for københavnske børn’

Under bevillingen ’Øget sundhed for københavnske børn’ arbejdes der i Københavns Kommune målrettet med at forbedre børns sundhed. Bevillingen blev tildelt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, som i tæt samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen udmønter bevillingen. Arbejdet blev påbegyndt i 2009.

Aktiviteter under bevillingen omfatter:

  • Sundhedspolitikker, sundhedsundervisning og skolesport på de københavnske skoler.
  • Profilskole med sundhed som omdrejningspunkt.
  • Rådgivningscenter for svært overvægtige børn og deres familier (indledningsvis i udvalgte bydele)
  • Opkvalificering af børneprofessionelle til at støtte børn i risiko for at udvikle svær overvægt
  • Udvikling af metoder til at måle børns sundhed
  • Sundhedsteater, kunstkonkurrence og forældremateriale



Opdateret 19.11.2009 / af Tine Bernild
Folkesundhed København | Sjællandsgade 40 | 2200 Kbh N | Tel: 35303530 | E-mail: folkesundhed@suf.kk.dk | Fax: 35303544